Paul McCathy's Train, Mechanical

Installations- og skulpturanalyse

Kunstneren bag værket Train, Mechanical er Poul McCarthy. Det er opført i 2003-2009. Værket er 276,9 x 152,4 x 566,4 cm og er lavet af stål, platin silikone, glasfiber, reb, elektriske og mekaniske komponenter og er derfor sammenføjet af mange forskellige dele, men selve menneskefigurene og grisene er støbt på baggrund af glasfibre. Installationsfiguren er underlegemsstørrelse, hvilket umildbart ikke kan ses på billedet.

Navnet Train, Mechanical betyder direkte oversat til dansk "mekanisk tog", hvilket appellerer den politiske måde, præsidenterne har kørt i ring i forhold til grådighed og magt fra omverdenen.

Installationsskulpturen har været udstillet på flere udstillinger, bl.a. på ARoS. Den er på den måde ikke afhængig af rummet, og derfor er samspillet ikke nødvendigt.

Installationsfiguren forestiller de tidligere præsidenter i USA, Bush-junior og Bush-senior, som giver analsex to grise, mens to smågrise gør det samme, blot i grisenes øre. Præsidenternes hoveder/ansigtsudtryk er identiske, hvilket uderstreger familierelationen.

Skulpturen er dynamisk, da der sker bevælgelse i form af en programmeret installation. Bush-senior og Bush-junior hovederne kører rundt systematisk, derudover er der et tidsligt forløb med deres underkrop, som systematisk bevæger sig ind i grisene. At hovederne drejer hele vejen rundt kan symbolisere, at de er dumme/skøre.

Beskuernes skal forholde sig aktivt, for at få alle detaljer fra alle vinkler med. Da skulpturen er i 3 dimensioner og i højere grad indtager beskuernes rum. Beskueren primære opgave er at se værket på forskellige afstande, for at få øje på detaljernes sammenspil som udgør helheden af installationsfiguren.

Overfladeudtrykket er specielt. Den glatte hud eskillerer nogle steder på grisene og på præsidenterne med en ru, ujævn overflade. Derfor er detaljeringsgraden forholdsvis høj.

Dette for beskueren til at ville røre ved overfladen på den ellers ikke-tiltrækkende (ligefrem frastødende) installationsskulptur.

Blandingen af den både glatte og på samme tid ru og ujævne overflade et lysreflekterende effekt, mens der også dannes skarpere kontraster og mere flimrende lys.

Installationsfigurens farve er lyserød i form af præsidenterne og grisene, mens soklen bestående af rulleborde med en masse installationsledninger har en stål-farve. Den lyserøde farve symboliserer samvær, urealistiske forventninger og umodenhed, hvilket stemmer overens med installationsfiguren, mens farven grå repræsenterer neutralitet, hvilket giver den en formel autoritet.

Der er mange diagonale linjer, ved soens ryg og i præsidenternes stilling, dette er med til at skabe bevægelse. Der er ingen bestemt synsvinkel, da beskuerne bør se skulpturen fra alle sider.

Hørelsen og synet er de to sanser værker appellerer til. Installationens lyd er skrigende griselyde.

Der er sexuelle undertoner og temaer som far-søn relation. Kunstneren ønsker at bortskaffe den magt, grådighed USA har politisk rundt omkring i verdenen.

Jeg synes, det er en forhåndsviden, man skal have for at forstå værket, for ellers virker installationsskulpturen meget mere provokerende på mig.

Installationsfiguren har sin helt egen Queer-agtige form.

Anderledes, skæv, mærkelig og provokerende - det ligger i ordet. Skulpturen udfordrer synliggørelsen og kritikken af heteroseksualiteten som norm, når ikke mindre end to præsidenter giver grise analsex. Dette bringer også emnet som dyrevelfærd op til diskussion.

Jesper Just´videoværk handler også om queer-teorien.

Man ser først en ung mand gå på en mark, hvorefter der kommer en ældre truckker-lignende mand kørende forbi i en lastbil. Lastbilen stopper, og den ældre mand går om i lastvognen, hvorefter den unge mand følger efter. Nu står den ældre mand på en kæmpe scene iklædt en hvid kjolelignede sag og blond parik og synger sin indre kvinde ud med sin mandlige stemme. Da den ældre mand ser den unge, bliver han angst og mærker frygten ved at slippe hans personlige hemmelighed ud.

Dette værk appellerer til de kønsroller, som vi har, og som vi de seneste 50 år har sat store spørgsmål ved.